Om Hormonyoga

Læs om hvad hormonyoga er og hvad jeg baserer min undervisning på.

Hvad er Hormonyoga?

Hormonyoga er en yogaterapeutisk undervisning, jeg har udviklet, baseret på min forståelse af hormonsystemet og min uddannelse i yogaterapi.

Da et af de første principper i at balancere hormonsystemet er at reducere stress, er hormonyoga en blid form for yoga, hvor det primære formål er at komme ned i kroppen og genskabe en følelse af ro og afspændthed. Det er derfor primært inspireret af hatha, yin og restorativ yoga. Du vil dog også kunne finde nogle vinyasa (aktive) yogasekvenser på min platform, da jeg tror på, at vi i nogle faser - fx opening og ovulating - har brug for det.

Dernæst arbejder vi med meridianbanerne. Meridianbanerne er en slags energibaner, som man fra et Traditionelt Kinesisk Medicinsk perspektiv mener løber i hele kroppen. Ligesom man kan sætte nåle på bestemte punkter på kroppen, kan vi også bruge yogastillinger og akupressur (tryk på punkterne) til at stimulere meridianerne og derved organerne, som de hører til. Jeg har i mine videoer udvalgt øvelser, der stimulerer de vigtigste meridianbaner for de organer, der har indflydelse på hormonsystemet.

Du vil sandsynligvis også bemærke, at der indgår mange halvomvendte stillinger i yogavideoerne - det vil sige, at hovedet kommer under hjertet, men uden at hofterne er over hjertet. Det bruger vi, fordi det har en beroligende effekt på kroppen og bringer blod til kontrolcenteret (hjernen) hvor hormonsystemet styres fra. Det betyder også, at du kan lave alle yogasekvenserne under din menstruation, medmindre jeg har angivet, at den indeholder omvendte stillinger. Man mener nemlig i mange yogatraditioner, at det er bedst at undgå helt omvendte stillinger under menstruationen.

Endelig har vi i hormonyoga et øget fokus på hofterne, fordi det ofte er her man som kvinde holder på spændingerne, og fordi det er området nær livmoderen, hvor meget af hormonproduktionen relateret til vores cyklus foregår. Vi vil også arbejde med et feminint flow, det vil sige, at jeg slipper dig indimellem fri til at gøre, hvad du har lyst til, fordi det kan hjælpe til at slippe noget af den maskuline energi og kontrol, som mange af os er styret af.

maybrittholm_lg-7

Hvad baserer jeg det på?
Hormonyoga er baseret på yogaterapi, der kombinerer yogastilinger, Traditionel Kinesisk Medicin (5-element teorien) og mindfulness. På den måde svarer yogaterapi lidt som en mindful akupunktursession for din krop, bare med yogastræk i stedet for nåle. Derfor vil du også kunne opleve, at du får en fysisk eller psykisk reaktion efter yogasekvensen, som er ganske ufarlig. Det er ofte ophobede spændinger i din krop, som begynder at give sig.

Da man i Traditionel Kinesisk Medicin arbejder ud fra den forståelse at vores krop, følelser og tanker hænger sammen, vil du også høre mig tale om følelser og tanker lige så meget som selve stillingerne. Yogaterapi forløser nemlig ikke kun fysiske spændinger - den kan også bearbejde psykiske spændinger i kroppen, som nogle gange kan ligge bag de fysiske ubalancer. Hvis du oplever tårer, vrede eller irritation i øvelserne eller efter yogaen er det helt normalt - og ofte en god ting. Sørg for at give dig selv ro og tid til at gå igennem processen med masser af egenomsorg, hvis du får en reaktion efter yogaen, og ræk gerne ud i vores online community for at fortælle om din oplevelse.

Lidt om akupressur og meditation
Jeg har også valg at inkludere videoer med akupressur og lydoptagelser med meditationer på platformen. For det er min erfaring, at de kan være et fantastisk supplement til yogaen. For mig personligt var meditation uoverkommeligt dengang, jeg var gået ned med stress, men gennem yin yogaen begyndte jeg at værdsætte nærværet og roen, det gav mig. Og ad den vej startede min passion for blid og egenomsorgsfuld meditation.

Jeg har ladet mig inspirere af forskellige af mine meditationslærere til at guide dig ind i en større tilstand af ro og selvkærlighed. Du er også velkommen til at kombinere meditationsoptagelserne med dine favorityogastilinger fra yogaprogrammerne. Ligesom du også er velkommen til at standse en video for at stimulere et akupressurpunkt, hvis du får brug det. Min tanke er, at der på den her platform er noget for alle dage - de dage, hvor du har energi på en yogavideo og de dage, hvor du bare har lyst til at ligge med hørebøfferne på og blive guidet af en venlig stemme.

IMG_3458 2

Ansvarsfraskrivelse:

Laura Grubb anbefaler dig at tjekke med din læge før du begynder brugen af yogavideoerne for at undgå og reducere risikoen for skader. Når man deltager i et hvilket som helst træningsprogram er der risiko for fysiske skader. Når du laver yogavideoerne på denne side er du enig i, at du laver den for egen risiko og at Laura Grubb ikke kan holdes ansvarlig for skader som resultat af yogavideoerne. Tak for din forståelse.