Varm kikærtesalat med søde kartofler

Kikærtesalat

Det her er min go-to salat I stort set hver eneste nestingfase. Den er så nem at lave og smager forrygende, og så indeholder den perfekte ingredienser til nestingfasen. Søde kartofler hjælper til at tilfredsstille din søde tand, og kikærter er rige på B6-vitamin som er vigtigt for produktionen af progesteron. Vær gavmild med fetaosten, olivenolie og æblecidereddiken, så du får den til at smage præcist til dine smagsløg.

Ingredienser (2 personer):

  • 1 pakke søde kartofler
  • 1-2 fed hvidløg, finthakket.
  • 250 g udblødte kikærter (udblødes og koges inden, eller hvis fra dåse, så vælg uden BPA)
  • 1 pakke grønkål eller øko-spinat (ca. 100 gram)
  • 0,5 rødløg skåret i tynde skiver
  • Ca. 50-100 g gedefeta
  • 75 g solsikkekerner
  • Frisk eller tørret rosmarin
  • Olivenolie
  • Æblecidereddike

Tilberedning:

Tænd ovnen på 180 grader. Skær de søde kartofler i tern á ca. 1x1 cm. Fordel dem på en bageplade med bagepapir. Hæld hvidløg, rosmarin og godt med olivenolie over. Placer dem midt i ovnen og bag til de er bløde (ca. 30-40 min). Rist solsikkekerner/nødder på en tør pande indtil de har fået lidt farve.

Skyl spinaten og hæld vandet fra kikærterne. Hæld spinat, kikærter og rødløg i en skål. Fordel de bagte søde kartofler udover. Pisk en dressing af olivenolie og æblecidereddike (ca halv-halv) og hæld den ud over salaten. Drys feta og kerner ud over salaten.