Læskende brændenælde infusion

Brændenælde infusion

Her er en kølende drik til sommervarmen. Den er sund og hamrende nem at lave.

Det kræver bare nogle lidt særlige ingredienser. Og ja, nu går jeg ud over det, som du kan finde i supermarkedet. Jeg prøver ellers at gøre mine opskrifter så nemme som muligt uden en masse avancerede ingredienser, men her skal du nok et smut forbi helsebutikken. Du behøver så heldigvis kun gøre det en enkelt gang, hvis du køber en stor pose, for den holder i lang tid.

Det er en infusion, som svarer lidt til en kop stærk te. Men hvor at te laves på en lille mængde urter udtrukket i kort tid, så har en infusion en temmelig stor mængde urter udtrukket i lang tid. Derudover vælges der planter, som har særlige egenskaber i infusioner, så de kan bruges som en slags kosttilskud til din kost.

Du kan vælge forskellige urter til en infusion, men sørg for at rådføre dig med en med erfaring i infusioner, før du kaster dig ud i nye urter. Jeg har bl.a. eksperimenteret med brændenælde, rødkløver og lindeblomst. Det er en god idé at rotere mellem de forskellige urter, så du bruger en ny hver dag og undgår at overdosere. Ved lindeblomst skal der bruges halvt så mange urter, dvs kun 15 g pr. liter.

Brændenælde er rigt på jern, zink, magnesium, kalium, fosfor, kiselsyre, mangan og svovl, A-, B2-, D-, K og C-vitamin og især calcium. Brændenælde virker blodstyrkende fordi den øger hæmoglobinniveauet, og den kan muligvis forebygge diabetes. Den styrker binyrer, nyrer og immunforsvar, afhjælper fordøjelsesbesvær og oppustethed, urinvejs- og gigtsygdomme og har muligvis en regulerende effekt på blodtrykket. Og så er den vanddrivende og siges at kunne afhjælpe nervøsitet, angst og styrke kroppens vitalitet og fylde den med energi og livskraft. Brændenælde kan også hjælpe til at give tykkere hår, klarere hud og styrke blodkarrene. I dag bruges brændenælde ofte i ammeteer på grund af dens mælkestimulerende virkning, men brændenælde er en urt, der generelt er fremragende for kvinder.

Ingredienser:

  • 30 g tørret brændenælde 
  • Vand
  • En glasbeholder med låg på minimum 1 liter

Sådan gør du:

  • Skold glasset med kogende vand og hæld vandet ud igen
  • Afvej den tørrede brændenælde i glasset og hæld kogende vand over
  • Lad det stå og trække i mindst 4 og højest 12 timer
  • Herefter kan du si urterne fra og hælde drikken tilbage igen på beholderen. Du kan sætte den på køl til senere eller nyde den med det samme ved at hælde den over nogle isterninger.
  • Drik den inden for 24-48 timer, men den kan holde sig på køl i 2-3 dage

Du kan fx lave en portion brændenældeinfusion om morgenen, si urterne fra om aftenen og sætte den på køl til næste morgen.

Er du nysgerrig på at lære mere om infusioner og urter, kan jeg anbefale at følge Maria fra Hyldemors Have. Hun har bl.a. en gratis e-bog om urter til hverdag og brugen af infusioner her